← Alle nyheder
25. september 2026

Asfalt er ikke bare asfalt

Det blev deltagerne i Erhvervsforums torsdagsbrunch den 24. september en hel del klogere på, da turen gik til Dansk Støbeasfalt i Business Park Ringsted.

Salgs- og markedschef Nickolaj O’Connor og fabrikschef Klaus Kromann bød først på morgenmad og tog os derefter med rundt på anlægget. Her fik vi en entusiastisk indføring i produktionen, råvarerne og de mange forskellige typer asfalt.

Og der er mere i asfalt, end de fleste nok går og tænker over.

Støbeasfalt - som er anlæggets primære produkt - er et fint, vandtæt og meget holdbart produkt, der blandt andet anvendes til industrigulve, broer og parkeringsdæk. Det bruges også som underlag for grønne tage. Produktet består af mineralske fyldstoffer som grus, sten og kalk med bitumen som bindemiddel.

Dansk Støbeasfalt er en del af svenske DAB Group og løser både store og små opgaver med produktion og udlægning af støbeasfalt. Virksomheden har mere end 75 års erfaring og tilbyder også projekteringsassistance og rådgivning.

Mon ikke flere af deltagerne fremover sender asfalten under bilen en tanke eller to?

Tak til Klaus og Nickolaj for et spændende kig ind i en virksomhed og et produkt, vi alle møder i hverdagen – men sjældent tænker nærmere over.

Få nyhederne først

Erhvervsnyt lander i indbakken, når der er nyt — næste brunch, næste taler, nyt fra bestyrelsen.